Feif Youth Cup 2010 > Hvad skal der ske? > Om Youth Cup
     

FEIF Youth Cup 2010 i smukke danske omgivelser
Islandske heste, teamwork og tværkulturelle venskaber er i fokus, når der til sommer bliver afholdt international ungdomslejr på Djursland i Danmark.

Fantastisk natur
Et af de smukkeste områder i Danmark vil den 9-18 juli 2010 danne ramme om FEIFs internationale Youth Cup. Det foregår på Kalø Økologiske Landbrugsskole, som er omgivet af dansk natur, når den er bedst: sandstrande, skove og kuperet terræn lige i nærheden. Faciliteterne er i top med nyindrettet staldbygning, direkte adgang til ridehal, round pen og FEIF godkendt oval- og pasbane. Dette sted lader således intet tilbage at ønske for hesteinteresserede.

Internationale venskaber
FEIF Youth Cup bliver afholdt for 14-17-årige islandshesteryttere hvert andet år og varer en uge. Det er et arrangement, der skaber venskaber på tværs af kulturer, når de unge mødes i fællesskabet omkring den islandske hest. Deltagerne kan tage egne heste med eller leje heste på stedet. I løbet af ugen får deltagerne undervisning af erfarne instruktører, kommer på udflugt og laver forskellige aktiviteter, hvorefter det hele afsluttes med et stævne i internationale ungdomsklasser. Der er især fokus på alsidighed, samarbejde i grupper og horsemanship.

Oplagt område for ferie og oplevelser
Selvom forældre kun er tilladt i lejren på stævnedagen, er FEIF Youth Cup 2010 en oplagt mulighed for at tage hele familien med til Danmark. Kalø Landbrugsskole ligger på Djursland, som er et mekka for turistoplevelser i sommerhalvåret. Området tiltrækker mennesker fra hele Europa, og langs kysten er der fyldt med sommerhuse og andre muligheder for overnatning. Desuden er der aktiviteter for hver en smag, da Djursland har bl.a. nationalpark, dyreparker, sommerland, charmerende byer og en af verdens bedste golfbaner. Alt sammen under en halv times kørsel fra Landbrugsskolen.